Det kræver en holdningsændring at slippe ældre-fobien

Læserbrev til Frederiksberg Bladet

Der bliver lagt masser af gode kræfter i at gøre livet mere tåleligt for ældre, der må opgive selvstændighed og identitet for at blive institutionaliserede, når de ikke længere kan klare sig alene. Det manglede også bare, for man kan da blive både vred og ked, når man er vidne til medmenneskers fysiske og mentale nedsmeltning rundt omkring på plejehjemmene –eller i isolationsfængsel i eget hjem. Og man  bliver grundangst ved tanken om, at det kan ske for en selv. De mange gode initiativer giver tiltrængte forbedringer på det praktiske plan-og det er sandelig også tiltrængt og værd at slås videre for. Men når talen kommer til det medmenneskelige, vækker ordene om at bevare værdigheden, undgå ydmygelse og ensomhed ikke den store genklang hos den del af befolkningen, der ikke har problemet inde på livet.

Indigneret kan man også blive, når man oplever, at kompetente, kreative og kapable seniorer fravælges  og ofte nærmest mobbes ud af erhvervslivet,som jeg har oplevet det ske for journalistkolleger.  Har vi virkelig råd til at spilde så store økonomiske muligheder og menneskelige ressourcer på grund af et tal på en dåbsattest?. Åbenbart, for det lader til at samfundet har mistet respekten for erfaring-det eneste man ikke kan tilegne sig på universitetet. Al videnskab er jo ellers bygget op på erfaringer tilsat nytænkning,således at der både er plads til den gamle og de nye generationer i fremskridtets tjeneste. Ingen forsker idag vil vel undsige Newton , selvom det er pænt længe siden, han observerede æblet falde, men der er ikke respekt for den ældre generations erfaringer, hverken i privat-eller erhvervslivet

Det at være ældre og det at arbejde med og for ældre rangerer langt nede i hierarkiet og betragtes som intimiderende og ofte en smule frastødende i store dele af det omgivende samfund. Og berøringsangsten over for ældre er både fysisk og psykisk, som om man er bange for, at alderdom smitter. DET GØR DEN OGSÅ, og det er den visse fremtid for hver og en af os, der ikke dør ”i utide”. Derfor er det ekstra ubegribeligt, at der ikke er et enormt folkeligt krav om at ændre balancen generationerne imellem og optimere livsbetingelserne også i den 3. alder.

Holdningsændringer noget af det sværeste, man kan prøve at gennemføre , men jeg håber at andre med mig vil tage udfordringen op. Forhåbentlig i ældrerådet , men kommer jeg ikke ind, så på min nystartede blog sixtyplus.dk, hvor alle indlæg er velkomne. Lad det blive os på Frederiksberg, der beviser, at ældre ikke er en byrde, men en styrke.